Pris og betaling for dit casa particular

Den pris, der oplyses for et casa particular er for værelset - og ikke pr. person. Dvs. er prisen f.eks. oplyst til 25 CUC, så er det prisen pr. overnatning for ét værelse, hvad enten du bor på værelset alene eller sammen med andre.

ALT koster noget!

Regning og kvittering.

Vær forberedt på, at ALT koster noget. Som nævnt andetsted er Cuba et mangelsamfund. En cubansk månedsløn kan sagten begrænse sig til 20-30 CUC, så når din vært spørger dig, om du vil have en øl (som koster 1 CUC i butikken henne om hjørnet, hvilket svarer til en dagsløn), så betyder det faktisk: "vil du købe en øl til 1,50 CUC". Vil du være på den sikre side, så spørg hvormeget det koster. "¿Cuánto cuesta?". Det er aldrig pinligt at stille det spørgsmål - det er til gengæld pinligt, når du står med regningen den sidste dag og føler dig snydt for alt det, du troede var velmenende gaver fra familien.

Hvornår skal der afregnes?

Normalt skal du betale regningen aftenen før den morgen, hvor du rejser videre. Din vært regner så dagene sammen og lægger alle dine tilkøb til. Det kan være morgenmad, aftensmad, tøjvask osv.

Hvad tjener din vært?

Som ejer af et casa particular skal man betale en ret høj månedlig afgift til staten. Enkelte betaler op til 300 CUC om måneden til staten. Dette hvadenten værelserne er lejet ud eller står tomme. Det lægger et ret hårdt pres på husets ejere - og betyder, at det er en mindre katastrofe at blive brændt af af lejere, der ikke dukker op.

Det er også forklaringen på, at man risikere at blive henvist til et andet sted, hvis man kun har reserveret et par dage og der efterfølgende dukker en kunde op, der f.eks. ønsker at bo tre uger. I det tilfælde, vil der blive gjort alt for, at du får et mindst ligeså godt sted.

Tilbage