For mange danskere er Cuba synonymt med livsglæde, salsa, gamle amerikanske biler og cigarer i verdensklasse. Men bag den farverige facade kæmper øens befolkning dagligt med en mere fundamental udfordring: en ustabil elforsyning, der resulterer i hyppige og langvarige strømafbrydelser, de såkaldte "apagones". Netop nu, hvor sommervarmen begynder at tage fat, har de cubanske myndigheder fremlagt en plan for både at afhjælpe den akutte krise og langsomt styre landet mod en mere bæredygtig energifremtid. Men hvad ligger bag Cubas energikrise, og hvad indebærer de nye løfter for den almindelige cubaner?
Når Lyset Forsvinder: En hverdag med afsavn
Forestil dig en hverdag, hvor du aldrig helt ved, hvornår strømmen forsvinder. Det er virkeligheden for millioner af cubanere. Problemerne bunder i et komplekst miks af faktorer:
- Slidt infrastruktur: En stor del af Cubas elektricitet produceres af ældre, oliefyrede termoelektriske kraftværker. Disse anlæg er dyre i drift, kræver konstant vedligeholdelse og er sårbare over for nedbrud. Mange af dem har årtier på bagen.
- Brændstofmangel: Cuba er afhængig af importeret olie for at drive disse kraftværker. Landets anstrengte økonomi, yderligere presset af den amerikanske handelsembargo og interne ineffektiviteter, gør det vanskeligt at sikre stabile og tilstrækkelige brændstofforsyninger.
- Naturens hærgen: Caribiske orkaner kan med jævne mellemrum forårsage store skader på elnettet og produktionsanlæg.
Konsekvenserne af de ustabile forsyninger er vidtrækkende. Det handler ikke kun om manglende lys i hjemmene. Strømafbrydelser påvirker vandforsyningen, da pumperne stopper. Fødevarer fordærves i slukkede køleskabe og frysere. Hospitaler må ty til nødgeneratorer, og virksomheder må indstille produktionen. For cubanerne betyder det en konstant kilde til frustration og en bremseklods for udvikling.
Myndighedernes plan: Førstehjælp og langsigtede visioner
I et forsøg på at tackle krisen informerede de cubanske myndigheder den 21. maj om den aktuelle status og fremtidsplanerne for det nationale elsystem. Planen indeholder både akutte tiltag og mere langsigtede mål:
- Akut genopretning ("brandslukning"): Hovedfokus er her og nu på at få mere strøm ud til befolkningen. Myndighederne arbejder på at genoprette over 500 megawatt (MW) – en måleenhed for elektrisk effekt – ved at reparere og vedligeholde seks centrale enheder i landets termoelektriske kraftværker, herunder anlæg som Felton, Renté, Nuevitas og Santa Cruz. Målet er, at disse konventionelle kraftværker på sigt skal levere omkring 60% af landets strøm mere stabilt.
- Styrket lokal produktion: Cuba har også fokus på "decentraliseret produktion", hvilket betyder mindre, lokale elværker. Disse anlæg, som kan være alt fra mindre dieselgeneratorer til lokale solcelleanlæg, bidrager allerede med omkring 1.000 MW og kan hjælpe med at aflaste det centrale net.
- Bedre adgang til gas: En lille, men mærkbar, lettelse for mange familier er også på vej, idet distributionen af flaskegas (GLP), der primært bruges til madlavning, forventes at starte i løbet af næste uge (sidste uge af maj 2025). Dette løser ikke el-krisen direkte, men kan afhjælpe nogle af de daglige energirelaterede byrder.
Solskin over øen: Drømmen om en grønnere fremtid
På den længere bane ser Cuba mod solen – bogstaveligt talt. Landet har et ambitiøst mål om, at 24% af elektriciteten skal komme fra vedvarende energikilder inden 2030.
- Solenergi i fokus: Med sin placering i Caribien har Cuba et enormt potentiale for solenergi. Eksisterende solcelleparker leverer allerede, hvad der svarer til 2,5 gigawatt-timer (GWh) – en måleenhed for produceret energimængde – dagligt, og der er planer om yderligere udvidelser.
- En lang og sej overgang: At omstille et helt lands energisystem er dog en enorm opgave, der kræver massive investeringer og teknologisk knowhow. For et land som Cuba, med begrænset adgang til international finansiering, er vejen lang og udfordrende.
Hvad betyder det for cubanerne – og for os?
For den almindelige cubaner kan en vellykket implementering af disse planer betyde en mere stabil hverdag med færre afsavn og bedre muligheder. For os, der observerer Cuba udefra, giver det et indblik i en nations kamp for at sikre basale fornødenheder under vanskelige vilkår. Det er en historie om at balancere akutte behov med langsigtede visioner om bæredygtighed, ofte med begrænsede ressourcer.
Situationen er dynamisk, og de kommende måneder, især henover den varme sommer hvor energiforbruget til køling stiger, vil vise, om de kortsigtede reparationer kan bringe den tiltrængte lindring, mens de langsigtede investeringer i en grønnere fremtid langsomt tager form. Cubas vej mod en stabil og bæredygtig energiforsyning er brolagt med udfordringer, men også med et spinkelt håb om en lysere fremtid.