Analyse: Trumps nye Cuba-politik – mere larm end handling?

Da Donald Trump igen indtog Det Hvide Hus, holdt mange, der har et hjerte for Cuba, vejret. Retorikken har været hård, og løfterne til de mest konservative eksilcubanere i Miami har peget i retning af en "maksimalt pres"-kampagne med det formål at vælte styret i Havana.

Men ser man nærmere på den faktiske politik, der er blevet fremlagt, tegner der sig et andet og mere nuanceret billede. Flere af USA's førende Cuba-analytikere er enige: Trumps nye Cuba-politik er mere pragmatisk, end den lyder, og den signalerer en fortsættelse af den eksisterende linje frem for en dramatisk eskalering.

Et slag mod hardlinerne

Startskuddet til denne analyse kom fra den anerkendte professor William M. LeoGrande i en artikel i det ansete magasin Foreign Policy. Han påpeger, at der internt i det republikanske parti er en kamp mellem hardlinere, der vil have et regimeskifte for enhver pris, og pragmatikere, der foretrækker en mindre konfrontatorisk kurs.

Ifølge LeoGrande er Trumps nye politinotat (kendt som NSPM-5) et tydeligt tegn på, at pragmatikerne har vundet. Politikken er en skuffelse for hardlinerne, fordi den undlader at indføre de mest ekstreme sanktioner, der kunne fremprovokere et totalt økonomisk kollaps.

Kontinuitet frem for konfrontation

Denne analyse bakkes op af tænketanken Council on Foreign Relations, som beskriver en "usandsynlig rød tråd" fra Bidens til Trumps politik. De bemærker, at de nye tiltag i høj grad er en fortsættelse af de eksisterende sanktioner. Vigtige områder som kommercielle flyvninger og muligheden for private pengeoverførsler (remesas) er ikke blevet drastisk indskrænket, hvilket de ville være i en reel "maksimalt pres"-strategi.

Politikken strammer grebet om den cubanske stat, især militærets selskaber, men den undgår et totalt brud.

Politisk teater og den lange historie

Kritikere fra blandt andre organisationen Responsible Statecraft går et skridt videre og kalder dele af politikken for "politisk teater". Den hårde retorik er designet til at tilfredsstille Trumps vælgerbase i Florida, men de faktiske handlinger afspejler en anerkendelse af, at 60 års embargo ikke har virket efter hensigten.

De påpeger, at dette blot er endnu en variation af en fejlslagen politik. Sanktionerne skader den almindelige cubaner hårdt og gør hverdagen sværere, men de er ikke – og har aldrig været – i stand til at fremtvinge et regimeskifte.

Hvad betyder det for Cuba?

For den almindelige cubaner betyder den nye politik desværre, at det hårde økonomiske pres fortsætter. Manglen på varer, de høje priser og de daglige udfordringer vil sandsynligvis bestå.

Men for nu ser det ud til, at øen undgår den mest aggressive form for konfrontation fra USA. Analysen tyder på, at Trump-administrationen har valgt at holde Cuba-spørgsmålet på et lavere blus, mens fokus er rettet mod andre udenrigspolitiske områder.

For rejsende og venner af Cuba er budskabet, at situationen er uændret: vanskelig, men ikke på randen af et USA-orkestreret kollaps. Den komplekse dans mellem Washington D.C. og Havana fortsætter i et velkendt spor.