Skruen strammes endnu en gang. Torsdag den 11. juni 2026 indførte USA sanktioner mod Cubas statsejede olieselskab, Unión Cuba-Petróleo (Cupet) - selve nervecentret for øens olieproduktion, raffinering og brændstofdistribution. Det amerikanske finansministeriums kontor for udenlandske aktiver (OFAC) fryser dermed alle Cupets aktiver i USA og forbyder enhver virksomhed med amerikanske aktiviteter at handle med selskabet. Det er endnu et led i Trump-administrationens kampagne for at lukke for brændstofforsyningen og lægge maksimalt pres på øens regering.
Timingen er nådesløs. Cuba er i forvejen ramt af en akut energikrise, efter at øen har mistet sine brændstofleverancer fra Venezuela - et tab, der fulgte i kølvandet på, at amerikanske styrker i januar tilfangetog den venezuelanske præsident Nicolás Maduro. Med Caracas ude af spillet stod Cupet tilbage som en endnu vigtigere - og nu sanktioneret - brik i øens skrøbelige energiforsyning.
Anklagen: energi som undertrykkelsesvåben
USAs udenrigsminister Marco Rubio lagde ikke fingre imellem. I udmeldingen anklagede han den cubanske regering for at bruge Cupet som et redskab for både undertrykkelse og selvberigende regimekleptokrati. Mens cubanerne har lidt under brændstofmangel og strømafbrydelser efter årtiers underinvestering i infrastrukturen, har de kommunistiske ledere ifølge Rubio omdirigeret energien til egen vinding: videresalg af knappe barrels på det sekundære marked, hamstring til militær, efterretningstjeneste og sikkerhedsstyrker, og rationering som et redskab til social kontrol. Han antydede samtidig, at flere tiltag mod energisektoren kan være på vej. Havana afviser anklagerne og peger på det amerikanske embargo som hovedårsagen til øens nød.
250.000 tønder brændstof blokeret
I en separat handling samme dag blokerede USA en planlagt leverance fra det Florida-baserede selskab Vanguard Energy, der ville have sendt 250.000 tønder hårdt tiltrængt benzin og diesel til Cuba - hvad der ville have været en af de største brændstofforsendelser til øen i nyere tid. Begrundelsen var, at selskabet ikke havde sikret sig den nødvendige licens til handlen. For en økonomi, der allerede mangler brændstof til alt fra busser til generatorer, er det et følbart slag.
Et mønster, der gentager sig
Cupet-sanktionerne står ikke alene. De følger blot en uge efter, at Washington sanktionerede præsident Miguel Díaz-Canel og andre embedsmænd, og de føjer sig ind i den optrapning, vi tidligere har analyseret her på siden: det skærpede embargo, dekretet Executive Order 14404 med sekundære sanktioner mod selskaber med bånd til militærkonglomeratet GAESA, hotelkædernes exit fra øen og tiltalen mod Raúl Castro. Trump har oven i det gentagne gange antydet muligheden for en militær intervention for at vælte den cubanske regering, og i en udmelding på Cubas uafhængighedsdag kaldte han sin forpligtelse "urokkelig" og talte om en slyngelstat blot 90 miles fra USA's kyst.
Bag storpolitikken: det er cubanerne, der betaler prisen
Det er let at fortabe sig i dekreter, deadlines og diplomatiske magtkampe. Men bag hver eneste sanktion står en hverdag, der bliver tungere for helt almindelige mennesker. For den cubanske familie handler energikrisen ikke om geopolitik - den handler om timelange strømafbrydelser i sommervarmen, om mad der fordærves i et køleskab uden strøm, om at vente en halv dag i kø for nogle få liter benzin, hvis der overhovedet er noget. Medicin er mangelvare, og priserne stiger hurtigere end lønningerne.
Man kan med god ret være dybt kritisk over for det cubanske styres håndtering gennem årtier. Men man kommer ikke uden om en ubehagelig mekanik i sanktionerne: Når man udtørrer statskassen for hård valuta, er det ikke et abstrakt "regime", der tørrer ud. Det er sundhedsvæsenet, skolerne, den offentlige transport og det sociale sikkerhedsnet - alt det, almindelige cubanere er dybt afhængige af. Et hospital uden valuta kan ikke købe medicin og reservedele i udlandet; en stat uden indtægter kan ikke holde lyset tændt eller busserne kørende. Det er, kort sagt, befolkningen, der står først for, når øens i forvejen skrøbelige fundament smuldrer yderligere - uanset hvem der bærer ansvaret for at have gjort det skrøbeligt. Cubanerne er et stolt, opfindsomt og overordentligt gæstfrit folk, der i årtier har klaret sig gennem knaphed med en bemærkelsesværdig værdighed og varme. Det er dem, mennesker af kød og blod, der igen må bære den tungeste byrde.
Hvad betyder det for rejsende?
Kort sagt: øen er stadig åben, og almindelig rejseaktivitet fortsætter - men den økonomiske ramme bliver strammere måned for måned. I praksis betyder presset på oliesektoren risiko for endnu længere køer ved tankstationerne, flere og længere strømafbrydelser og pres på transporten rundt på øen. Rejser man til Cuba i den kommende tid, bør man indstille sig på en hverdag med begrænsninger og planlægge derefter - og holde lidt ekstra kontanter klar, da den økonomiske usikkerhed også præger pengevæsenet. Vi har samlet de aktuelle råd om valuta, vekselkurser og kontantbrug i vores opdaterede guide til penge i Cuba.
Skal man så tage afsted med dårlig samvittighed? Nej, tværtimod. Der er noget næsten paradoksalt opmuntrende i at rejse til Cuba netop nu: De turistkroner, øen så desperat mangler, kommer ind i et samfund, der har hårdt brug for hård valuta - hele vejen rundt. Man skal passe på med at tro, at man som rejsende kan "vælge side" og kun støtte de almindelige cubanere ved at fravælge det statslige. Virkeligheden er langt mere sammenvævet: Valutaen cirkulerer på kryds og tværs af et samfund under pres, og dem, der tjener bedst på turismen - ikke mindst ejere af de mere velbeliggende casas particulares og paladares i hovedstaden - er ofte slet ikke dem, der har mindst i forvejen. Den enkle sandhed er, at den, der overhovedet tager derned og lægger sine penge på øen, bidrager - punktum.
Det, vi her på siden altid har anbefalet, holder ikke desto mindre stadig: Vælg en casa particular, spis på de lokale paladares, hyr en lokal guide. Ikke som en politisk boykot af det ene frem for det andet, men fordi det er dér, det virkelige Cuba findes - i mødet med menneskene, i samtalerne ved morgenmaden, i den gæstfrihed der har overlevet alt. Det er den oplevelse, der bliver i hjertet længe efter hjemrejsen, og det er den måde at rejse på, der knytter de tætteste bånd mellem mennesker på tværs af al storpolitikken.
Konklusionen fra vores tidligere analyse holder: larmen er for længst blevet til handling. Med sanktionerne mod Cupet rammer presset nu direkte ind i den forsyning, der holder øen i gang - og dermed ind i hverdagen hos millioner af mennesker. Udviklingen bør følges tæt, og vi opdaterer her på siden.
Kilder: Politico, The Washington Post og Euronews (juni 2026). Vekselkurser ændrer sig dagligt - se altid den aktuelle dato på vores valutaguide.