For knap et år siden bragte vi her på Casa Particular analysen “Trumps nye Cuba-politik - mere larm end handling?” Konklusionen var dengang forsigtigt beroligende: Den hårde retorik fra Det Hvide Hus var i høj grad “politisk teater” rettet mod vælgerbasen i Florida, mens den faktiske politik signalerede kontinuitet snarere end konfrontation. Pragmatikerne syntes at have vundet over hardlinerne, og budskabet til rejsende og venner af Cuba var, at situationen var “uændret: vanskelig, men ikke på randen af et USA-orkestreret kollaps”.
Den vurdering holder ikke længere. På et år er larmen blevet til handling. Sanktionerne har ramt selve den cubanske præsident ved navn, USA har rejst drabstiltale mod Raúl Castro, og hele den regionale kontekst har forskudt sig på en måde, der får “maksimalt pres”-strategien til at gå fra trussel til praksis. Det er på sin plads at gøre status - og at korrigere vores egen analyse.
Fra retorik til navngivne sanktioner
Det afgørende skift kom den 1. maj 2026, hvor Trump underskrev en vidtrækkende dekret om såkaldte sekundære sanktioner. Ordlyden er bevidst vag: Udenrigsminister Marco Rubio får nærmest frie hænder til at gå efter udenlandske personer og virksomheder, der vurderes at have “opereret” i en hvilken som helst sektor af den cubanske økonomi - inklusive rejseforbud, der også kan ramme deres “voksne familiemedlemmer”, og udenlandske banker, der håndterer cubanske transaktioner. Som det uafhængige medie Belly of the Beast påpeger, er det netop uklarheden, der er pointen: Den skaber et klima af frygt, hvor virksomheder hellere undgår Cuba helt, end de risikerer at overtræde et regelsæt, ingen rigtig kan afkode.
Det er præcis den optrapning, vi i fjor vurderede ville udeblive. Hvor NSPM-5 i 2025 lod kommercielle flyvninger og private pengeoverførsler (remesas) være stort set urørte, har 2026 budt på en eskalerende række af navngivne sanktioner: først mod en stribe højtstående embedsmænd - kommunikationsministeren, energi- og justitsministeren, flere generaler og landets efterretningstjeneste - og i begyndelsen af juni mod selve præsidenten, Miguel Díaz-Canel. På listen står også førstedame Lis Cuesta Peraza, hans stedsøn Manuel Anido Cuesta, Raúl Castros søn Alejandro Castro Espín samt forsvarsministeriet for de revolutionære væbnede styrker. Sanktionerne indebærer blandt andet indefrysning af alle aktiver i USA.
DR’s Latinamerika-korrespondent Kristian Almblad opsummerer symbolikken: Ved at sætte navn på præsidenten signalerer Washington utvetydigt, at man ønsker et regimeskifte. Díaz-Canel svarede igen på X med en advarsel om, at et amerikansk angreb ville udløse “et blodbad med uoverskuelige konsekvenser” - en retorik, som flere iagttagere har bemærket minder om den, Venezuelas Nicolás Maduro brugte, før han mistede magten.
Sanktionernes første konkrete ofre: hotelkæderne forlader øen
At dekretet ikke blot er ord, blev brutalt tydeligt i dagene op til en frist, det amerikanske finansministerium (OFAC) satte til den 5. juni 2026. Det officielle navn er Executive Order 14404, og ultimatummet til udenlandske selskaber var enkelt: Bryd forbindelserne til GAESA - militærets gigantiske forretningskonglomerat, der efter eksterne skøn kontrollerer et sted mellem 40 og 70 procent af den cubanske økonomi - eller risikér selv at blive ramt. GAESA’s turismearm, Gaviota, driver alene omkring 110-120 hoteller og titusindvis af værelser på øen.
Reaktionen udeblev ikke. Inden for blot en uge meldte fire store udenlandske hotelaktører deres exit: Canadas Blue Diamond trak sig helt ud af Cuba; spanske Iberostar opsagde driften af 12 Gaviota-ejede hoteller (men bliver på øen via hoteller under Cubanacán og Gran Caribe); spanske Meliá - den største udenlandske operatør i landet - forlod 15 Gaviota-hoteller; og indonesiske Archipelago International (Aston) fulgte trop. Officielt begrundede selskaberne skridtet med “tilpasning til det internationale regulatoriske miljø” snarere end at pege direkte på Washington - men sammenfaldet med fristen er ikke til at tage fejl af.
For et turisterhverv, der i forvejen er i frit fald, er det et hårdt slag. Turismen er en af Cubas vigtigste kilder til hård valuta og giver job til hundredtusindvis af cubanere. Og besøgstallene var allerede styrtdykket: I årets første fire måneder tog Cuba kun imod omkring 328.000 internationale turister - et fald på næsten 56 procent i forhold til samme periode året før. Presset stopper ikke ved hotellerne; også udenlandske banker har skåret forbindelser til GAESA’s finansielle arm for at undgå sanktioner, hvilket yderligere klemmer øens i forvejen skrøbelige adgang til det internationale finansielle system.
Tiltalen mod Raúl Castro
Måske det mest dramatiske skridt faldt i slutningen af maj 2026, hvor det amerikanske justitsministerium rejste drabstiltale mod den 94-årige ekspræsident Raúl Castro. Tiltalen omfatter fire drab, to tilfælde af ødelæggelse af fly og sammensværgelse om at dræbe amerikanske statsborgere - en sag, der trækker tråde tilbage til nedskydningen af to fly fra eksilgruppen Brothers to the Rescue i 1996.
For eksilcubanerne i Florida - og for mange cubanere på øen, der i generationer i det stille har drømt om et opgør med Castro-brødrenes arv - er tiltalen en triumf. Men som DR’s analyse “Er slutspillet om Castros Cuba i gang?” beskriver, frygter mange demonstranter i Havana samtidig, at anklagerne mod en national folkehelt kan blive et påskud: at USA under dække af at ville “hente Raúl” bevæger sig mod en regulær militæraktion. Selvom det officielt ikke længere er en Castro, der leder Cuba, er der ingen tvivl om, at Raúl Castro fortsat har afgørende indflydelse på Díaz-Canel.
Den regionale kontekst har ændret alt
Det, der mest af alt har undermineret fjorårets “kontinuitet frem for konfrontation”-analyse, er det, der er sket i resten af regionen. Ifølge DR’s dækning indledte 2026 med, at USA fjernede Maduro fra magten i Venezuela i januar, fulgt af en militær operation mod Iran. På den baggrund bliver Trumps udtalelser om Cuba til mere end teater. Adspurgt af en journalist, om Cuba er ved at kollapse, svarede han, at landet “allerede er kollapset” - og at han vil “tage sig af” øen, så snart han er færdig med Iran.
Energikrisen forstærker billedet. De tilbagevendende, langvarige strømafbrydelser skyldes i høj grad den manglende olieforsyning fra et Venezuela i opløsning - kombineret med de amerikanske sanktioner. Samtidig er der kommet meldinger, omtalt af Axios, om at Cuba skulle have modtaget militære droner fra Rusland og Iran, hvilket Washington bruger som endnu et argument for at fremstille øen som en “trussel” mod USA’s nationale sikkerhed. Et sjældent møde mellem amerikanske og cubanske topgeneraler om “operationel sikkerhed” har kun øget fornemmelsen af, at noget er under opsejling.
Men virker det egentlig?
Her er det værd at fastholde en kølig analytisk distance - og her står noget af sidste års analyse stadig. For selvom presset er reelt og eskalerende, er det langtfra givet, at det fører til det regimeskifte, hardlinerne drømmer om.
To ting peger den anden vej. For det første kunne Rubio ifølge Belly of the Beast ikke over for Kongressen pege på en eneste cubansk embedsmand, der er villig til at lede en politisk “overgang” à la Venezuela - ingen “Delcy nummer to”, som det blev formuleret. Uden en indenlandsk figur at samle et magtskifte om bliver “maksimalt pres” let til et mål uden middel. For det andet er historien ubønhørlig: 60 års embargo har ikke væltet styret, og skyggerne fra Svinebugten i 1961 skræmmer stadig i Washington. Cuba har afvist “kategorisk” at sætte præsidentens stol til forhandling, selvom landet har signaleret åbenhed over for handelssamtaler.
Og prisen betales fortsat af helt almindelige cubanere. Belly of the Beast har dokumenteret, hvordan sanktionerne rammer sundhedsvæsenet konkret - medicinmangel, strømsvigt på hospitaler og konsekvenser for blandt andre gravide og nyfødte. Det er den menneskelige bundlinje, der ikke ændrer sig, uanset hvor mange embedsmænd der kommer på en OFAC-liste.
Hvad betyder det for Cuba - og for rejsende?
For et år siden lød vores konklusion, at situationen var “uændret”. Det skal vi korrigere. Situationen er ikke uændret - den er blevet mere usikker, mere optrappet og sværere at spå om end på noget tidspunkt i nyere tid. Vi befinder os ikke længere i en velkendt dans mellem Washington og Havana, men i et åbent slutspil, hvor selv en militær dimension ikke længere kan afvises som utænkelig.
For den almindelige cubaner betyder det en hverdag, der er blevet endnu hårdere: dybere energikrise, fortsat vare- og medicinmangel og en stat under maksimalt økonomisk pres. For rejsende og venner af Cuba er budskabet i dag et andet end i fjor: Øen er stadig åben, og almindelig rejseaktivitet fortsætter, men den politiske ramme er skrøbelig, og udviklingen bør følges tæt. Hotelfrafaldet betyder konkret, at flere af de berørte hoteller ikke nødvendigvis lukker - i en del tilfælde overgår driften til Gaviotas eget regi, mens de internationale brands forsvinder fra netop de adresser. Den, der har en booking på et af de ramte hoteller, bør tjekke status hos sin rejsearrangør. Og den, der planlægger en rejse, bør holde øje med nyhederne - ikke fordi en rejse nødvendigvis er uforsvarlig, men fordi billedet kan ændre sig hurtigt.
Vi tog fejl i fjor, da vi vurderede, at larmen ikke ville blive til handling. Det blev den. Spørgsmålet nu er ikke længere, om USA vil lægge maksimalt pres på Cuba - det gør man - men om presset overhovedet kan opnå sit erklærede mål, og hvad det koster de cubanere, der lever midt i det.
Kilder: Belly of the Beast (“On May Day, Trump Ramps Up War on Cuba”, “Marco Rubio Can’t Find a ‘Delcy #2’ in Cuba”, “Sanctions Kill” samt opslag om hotelkædernes exit, juni 2026), DR Nyheder (“USA indfører sanktioner mod Cubas præsident” og analysen “Er slutspillet om Castros Cuba i gang?”), Euronews, Havana Times, Reuters, AP og Axios. Bygger videre på vores egen analyse fra juli 2025.